Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Lærkereden som arbejdsplads

I Lærkereden tør vi godt sige, at vi har et særligt godt arbejdsfællesskab. Størstedelen af vores medarbejdere har været her i rigtig mange år, men vi får også indimellem nye kollegaer, som bidrager med friske øjne på vores praksis. Det skaber en god balance og stabilitet i arbejdsfællesskabet, uden at vi gror fast i praksis og rutiner.

Vi er også en personalegruppe, som gerne vil hinanden uden for arbejdstiden og vægter det sociale - vi er nemlig ikke kun et arbejdsfællesskab, men også et socialt fællesskab. Derfor har vi både en årlig julefrokost og sommerfest kun for medarbejdere.

Samarbejde på tværs af stuerne

Vi har et rigtig godt samarbejde og sammenhold på tværs af huset, og her er god stemning. Vi gør meget for at skabe et godt samarbejde, som går på tværs af stuerne, så vi får det bedste ud af hinandens kompetencer, og alle arbejder i samme retning.

Derfor holder vi personalemøder en gang om måneden, hvor vi drøfter forskellige pædagogiske emner. Og i hverdagen er vi gode til at gribe fat i en kollega for at få sparring eller et godt råd.

Vi har to flyvere ansat, som hjælper til på stuerne afhængigt af, hvor der er behov. Det giver os både et ekstra kendt ansigt, som kan hjælpe til ved sygdom og ferie, men indimellem giver det os også mulighed for at være en ekstra voksen på en af stuerne, hvis en aktivitet kræver lidt flere hænder, eller vi for eksempel skal på en længere tur.

Derudover har vi en uddannet familievejleder i Lærkereden, som vi i resten af medarbejdergruppen kan søge sparring hos, eksempelvis i forbindelse med forældresamarbejdet.

Høj faglighed og udvikling

Vi er et hus med høj faglighed. Det skyldes vores mange dygtige medarbejdere og gode samarbejde, og det ses i vores årlige tilsynsrapport, som afspejler det arbejde, vi hver dag gør for at skabe det gode børneliv her i Lærkereden.

Vi har også et kontinuerligt fokus på at udvikle vores faglighed, både i fællesskab og for de medarbejdere, som gerne vil dykke ned i og udvikle sig inden for et særligt emne. Vi inviterer indimellem oplægsholdere til vores personalemøder og deltager også i faglige forløb sammen med de andre institutioner i vores klynge.

Og så sender vi med stor glæde medhjælpere, som har lyst til at gå pædagogvejen, afsted på merituddannelse.