Velkommen til Lærkereden! Vi er en integreret institution med 76 børn fordelt på to vuggestuegrupper, to børnehavegrupper og en basisgruppe for børn med særlige behov. Vi holder til i Brønshøj tæt på Degnemosen og Brønshøj Torv.
Vores hus
Vores hus er lyst og venligt og med mange foldedøre, der giver mulighed for at skabe større og mindre rum alt efter behov.
Vi har en dejlig grøn legeplads, der netop er blevet renoveret i sommeren 2022. Vi vægter udelivet højt og er ude i (næsten) al slags vejr. Legepladsen er optimalt udnyttet og giver mulighed for både fordybelse med kreaprojekter i vores udeværksted og for fuld fart på leg og løbecykler.
Her er buske og træer, man kan gemme sig bag, og en bålplads, hvor vi af og til laver mad. Ved vuggestuen har vi desuden et lille areal med to legepladser for de mindste. Her er sandkasse, små cykler, vippedyr og legehus, og børnene kan hele tiden se de voksne, så det føles nært og trygt.
Indimellem tager vi på tur i nærområdet – for eksempel til Degnemosen eller Brønshøj Torv, men det kan også bare være en gåtur forbi noget vejarbejde på villavejene. Det er altid sjovt at se en gravko arbejde! Til ture længere væk har vi en minibus, vi kan bruge.
Samarbejde på tværs
Vi har fredagssamling for hele huset en gang om ugen. Her skiftes stuerne til at holde samling med forskellige bevægelsesaktiviteter og sanglege. Året byder desuden på flere temauger – som for eksempel idrætsuge eller høstuge. Her arbejder vi igen på tværs af huset, og aktiviteterne bliver tilrettelagt, så alle børn kan være med. Det er en måde at skabe et fællesskab for hele huset på.
Vi arbejder med et ressourceorienteret børnesyn. Det betyder, at vi altid forsøger at se bag om barnets handlinger og forstå, hvad barnet prøver at fortælle os med sin handling. Det kan for eksempel være, hvis et barn slår et andet barn. I stedet for at sige ”nej, det må du ikke”, så prøver vi at forstå, hvad der ligger bag handlingen – var det for eksempel, fordi barnet gerne ville være med i legen? Samværet i Lærkereden skal være præget af gensidig respekt, anerkendelse, forståelse og ligeværdighed.
Basisgruppen Hurlumhej
I Lærkereden har vi en basisgruppe – Hurlumhej.
Basisgrupper i Københavns kommune er placeret i almindelige daginstitutioner.
Det betyder at man som basis barn, der er tilknyttet basisgruppen deltager i fælles aktiviteter på tværs af huset ud fra egne præmisser og i det omfang man kan.I basisgruppen er der 7 børn med særlige behov. Vi giver barnet en tryg base hvor barnet bliver støttet i sin udvikling og læring, lige der hvor de er.
Vi har tilknyttet en psykomotorisk terapeut som er en fast del af teamet, som har særligt fokus på den grovmotoriske udvikling og sansemotorisk træning af alle basisbørn. Træningen foregår både som en del af dagligdagen på stuen, på legepladsen og i vores skønne motorikrum. I perioder vil barnet sammen med en voksen og et andet barn deltage i svømning i varmtvands bassin. Derudover har vi tilknyttet en psykolog og en talepædagog, som vi kan hente vejledning og supervision hos.
Det er en vigtig del af vores pædagogiske arbejde at være med til at udvikle børnene frem imod at være livsduelige, selvhjulpne individer. For os er det vigtigt at børnene føler sig som en del af en gruppe og som en vigtig brik i det store fællesskab.
Vi spejler os i det neurotypiske barns udvikling, med øje for at det enkelte barns særlige behov og støtte.
Vi har særlige forudsætninger for at arbejde med børn som er forsinkede i deres sproglige udvikling. Vi bruger tegn til tale, vi understøtter visuelt med piktogrammer og har i det hele taget meget fokus på hvordan vi bruger vores mimik og vores kropssprog.
Vi har erfaring med at forældre til børn med særlige behov ofte har været igennem en udfordrende og utryg tid i barnets første leveår. Det kan forstærkes når barnet starter i daginstitution. Vi lægger vægt på at skabe en tryg relation til jer som forældre, hvor der er plads til alle følelser.
Når barnet starter i basisgruppen, vil en primærpædagog stå for indkøringen. Det er primærpædagogen der deltager i møder mm, men i det daglige er alle pædagoger og medhjælpere omkring børnene og jer som forældre.
Vi modtager:
- Børn med Downs syndrom, vi har 25 års erfaring
- Børn med genafvigelser og andre syndromer
- Børn som er født for tidligt
- Børn der af forskellige årsager er forsinkede i deres udvikling både sprogligt, motorisk og mentalt